ELEV PÅ HOLSTEBRO SPORTSRIDEKLUB

Som elev på Holstebro Sporstideklub og kommer til ridning, så skal du selv sørge for, at hesten du skal ride bliver striglet og at den bliver sadlet op og af. For børneryttere, så kræver dette forældrestøtte. Forældre skal ligeledes være behjælpelig med trækning til og fra ridehal/stald samt evt. hvis hesten skal trækkes til og fra fold. Vi forventer et stort engagement fra forældrene i forbindelse med elevernes ridning, da dette er en helt uundværlig del af det at gå til ridning.

Alle skal bære ridehjelm, lukket fodtøj uden snørrebånd samt sikkerhedsvest, når man rider. Opholder man sig i stalden, så er der ligeledes krav om at man bære ridehjelm, når man er under 18år - samt (uanset alder) at man bære lukket fodtøj (sandaler er ikke tilladt i stalden).

Af hensyn til vores elevheste - og de opstillede regler fra Dansk Rideforbund - så skal rytterens vægt matche den hest man skal ride på. Det anbefales, at en rytters vægt maksimalt må være 20% af hestens vægt. Vi har desværre ikke mange store heste på Holstebro Sportsrideklub, hvilket betyder at vi ikke altid kan tilbyde holdridning, hvis man vejer over 100 kg.

Undervisningen på Holstebro Sportsrideklub foregår enten i vores lille ridehal i nær tilknytning til stalden - primært om efteråret og vinteren. Om sommeren anvendes vores indhegnede udendørs bane.

Når vejret tillader det vil man også kunne opleve, at rideholdene tager på skovtur i stedet for undervisning på bane. Derudover så går vi også op i teoretisk undervisning på Holstebro Sportsrideklub, så der vil også være undervisning, hvor man som rytter ikke sidder på hesten - men får teoretisk undervisning i vores Rytterstue.

På Holstebro Sportsrideklub går man til hest og ikke til ridning :)

Der er som hovedregel ikke undervisning i skolernes ferier og på helligdage - du kan altid holde dig orienteret om lukkedage i vores kalender på forsiden af hjemmesiden.

VIGTIG INFORMATION TIL FORÆLDRE/TILSKUERE

Vores heste er generelt meget rolige og vant til støj i forbindelse med undervisning. Men da heste blot er dyr, så kan de pludseligt blive forskrækkede af noget de ikke plejer. Derfor skal vi henstille til at man undgår pludselige lyde og bevægelser - da dette kan blive en dårlig kombination med en uerfaren rytter på ryggen af hesten. 

Vi ønsker i forbindelse med undervisningen, at vores undervisere kan have maksimalt fokus på eleverne og at eleverne kan have maksimalt fokus på underviser. Derfor vil vi gerne have at forældre/tilskuere opholder sig i Rytterstuen, hvorfra undervisningen kan overværes. Det er vores erfaring, at dette giver det bedste resultat og udvikling hos vores elever. 

Ligeledes skal vi henstille til at man undlader at dele video/billeder i forbindelse med undervisning uden at man først har indhentet samtykke fra de personer som er med på videoen/billederne.

AFBUD I FORBINDELSE MED UNDERVISNING

For at vi kan sikre at vores heste får den rette motion, så er det vigtigt at du husker at melde afbud, hvis du ikke kan komme til undervisning i god tid. 

Send en SMS til vores daglige leder Tina - 30 59 10 88 - eller til underviseren for dit hold (telefonnummer står på elevtavlen, som du finder under holdoversigten).

UDMELDELSE

Ønsker du ikke længere at gå til ridning hos os, så vil vi meget gerne have besked hurtigst muligt. Opsigelsesperioden er løbende måned + næste måned (der kan være særlige omstændigheder, der gør at opsigelsesperioden nedsættes - men dette sker altid i dialog).

Medlemskab tilbagebetales ikke.

Vi kan ikke garantere, at du kan komme tilbage på samme hold igen, hvis du melder dig ud og senere ønsker at komme tilbage til HOSK.

Vores sponsorer