Opmærksomhed i forhold til hesteherpes

31-03-2021

Hesteherpes er igen i landet og Dansk Rideforbund har lukket for stævner frem til den 26. april, fordi nogle importører ikke kan finde ud af at leve op til karantænereglerne.

Det er naturligvis ærgerligt, at hele hesteverdenen indirekte får en kollektiv afstraffelse, fordi nogle få ikke kan finde ud at overholde reglerne.

Rideforbundets beslutning om lukning af stævner er naturligvis med til at skabe frygt blandt heste folk og således også blandt dem, som har deres hest stående på Holstebro Sportsrideklub.

Ud fra et forsigtighedsprincip har vi på Holstebro Sportsrideklub besluttet følgende:

1. Du skal være ekstra opmærksom på din hest og får din hest feber, skal du omgående kontakte dyrlægen.

2. Forlader du Holstebro Sportsrideklub med din hest og tager den med til et sted, hvor der er andre heste, kan du ikke komme ind igen, før Rideforbundet igen lukker op, eller hvis din hest står 28 dage i karantæne.

3. Heste og ryttere der kommer udefra og modtager undervisning på rideklubben, skal garantere overfor underviserne, at de ikke kommer andre steder med deres hest end på deres egen matrikel og på Holstebro Sportsrideklub.

4. Heste og ryttere som kommer udefra og modtager undervisning på rideklubben, må ikke komme i stalden og det gælder både hest og rytter. Opsadling skal således foregå ved trailerne.

5. Heste fra stalde med flere end ejernes egen hest(e) må ikke komme i rideklubben, fordi man i givet fald ikke kan garantere, at de andre heste på opstaldningsstedet ikke har været andre steder end på Holstebro Sportsrideklub.

6. Både af hensyn til risikoen for herpes, men også smittefare med Covid-19 minder vi om, at det er en god ide at spritte af og at minimere trafikken imellem de enkelte staldafsnit.

7. Har du været i andre stalde, kommer du ikke i rideklubben, før du er grundigt rengjort og sprittet af - det samme gælder for eventuelt tøj og udstyr.

8. Minimer kontakten til andre heste end din egen. Selv om de alle er søde, så klap kun din egen hest, men du må godt kramme din hest og der er ingen krav om mulebind.